Mad & Musik - Økologi & Kultur" er navnet på en ny
kultur- og musikforening på Sydfyn, hvis formål er at skabe almennyttige
kulturelle sammenhænge og samling om musik og andre kunstarter samt omkring
en bæredygtig økologisk kultur. Således er foreningen først
og fremmest en koncertarrangør forening i traditionel forstand, der samtidig
har som mål at alle arrangementer afholdes efter bæredygtige principper,
således at fx al servering er tættest muligt 100% økologisk.
Kultur- og musikforeningen vil med sit formål være med til at skabe
fornyet offentlig fokus på og oplysning om økologi, miljø
og bæredygtig udvikling, og indirekte tage arven op fra det landsdækkende
Grøn Guide netværk, hvis formål var at fremme en bæredygtig
levevis hos den enkelte borger dels ved at styrke de allerede igangværende
grønne spirer, dels ved at være igangsættende og inspirerende
i forhold til et samarbejde mellem borgere, de lokale erhvervsdrivende, de lokale
foreninger og det offentlige.
Der er to måder at være medlem af kultur- og musikforeningen:
- som andelsmedlemmer optages personer der kan tilslutte sig kultur- og musikforeningen
formål og som tegner en støtteandel á 1000 kr., der det første
år også dækker det første årskontingent.
- som støtteforeningsmedlemmer optages personer der kan tilslutte sig
kultur- og musikforeningen formål og som betaler forenings årskontingent,
der er på 50 kr. pr. år.
Det er foreningens mål at lave mindst fire arrangementer om året
og Målet er at trække større danske navne til Ollerup og Sydfyn.
Vedr. maden er der etableret kontakt til den økologiske Nørhavegaard
på Langeland og det økologiske pensionat Den Grønne Gren på
Ærø, der er gået positivt ind i opgaven, der kan betyde at
servere mad for op til 500 mennesker i forbindelse med et arrangement.
Målet er at der ved hver arrangement er ca. 15-20 frivillige, fx studerende
fra Den Frie Lærerskole eller de andre skoler, der deltager i afviklingen
(sætter op, passer bar, serverer mad og rydder af). Selve den daglige administration
varetages gennem et samarbejde med sekretariatet for Øko-net, der stiller
personale, database og web-hostning m.v. til rådighed.
Foreningen blev stiftet mandag d. 03.03.03 og vil fremover kunne findes på
hjemmesiden: www.03-03-03.dk Støt op omkring foreningen - send en
e-mail om du vil være andelsmedlem eller støttemedlem, så sender
vi et indbetalingskort eller foreningens kontonummer i Merkur Bank. Se
vedtægter.
Foreningens motto er, når vi indbyder til fest:
"Konsekvent handling, godt samværd og god musik - så kan det
ikke gå helt galt!"
Første arrangement foregik fredag d. 2. maj 2003 i Ollerup. Se stemningsbilleder
fra denne aften, hvor musikteater forestillingen 'Friheden tur/retur' blev opført
af Odense Internationale Musikteater.
Hen over sommerferien arbejdes der på mindst et arrangement i efteråret
2003 - det vil blive annonceret her på sitet.
Med venlig hilsen
bestyrelsen á 03.03.03
Lars Myrthu-Nielsen (Øko-net)
Ebbe Finn Hansen (Økologisk landmand)
Nils Knudsen (Aktivt seniornetværk)
Ane Bodil Søgaard (Økologisk foredragsholder)
Mad & Musik - Økologi & Kultur
c/o Øko-net
Svendborgvej 9, Ollerup
5762 Vester Skerninge
Tlf.: 62 24 43 24
Fax: 62 24 43 23
E-mail: lars@eco-net.dk
|