Kultur- og musikforening stiftet d. 03.03.03

Forside | Kontakt og tilmelding
  OM FORENINGEN
 
 Om foreningen
 Kontakt
 Vedtægter



VEDTÆGTER for kultur- og musikforeningen
'Mad & musik -økologi & kultur'


§ 1 - Navn

Navnet på kultur- og musikforeningen er "Mad & Musik - Økologi & Kultur".

Foreningens hjemsted er Egebjerg kommune.

 

§ 2 - Formål

Stk. 1 Formålet med kultur- og musikforeningen er at skabe almennyttige kulturelle sammenhænge og samling om musik og andre kunstarter samt omkring en bæredygtig økologisk kultur.
Således er foreningen først og fremmest en koncertarrangør forening i traditionel forstand, der samtidig har som mål at alle arrangementer afholdes efter bæredygtige principper, således at fx al servering er tættest muligt 100% økologisk.

Stk. 2 Filosofien for foreningens kulturelle virksomhed er sammenfattet i følgende to udsagn, der er udviklet af Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis (Øko-net) i forbindelse med dets arbejde for en folkelig oplysning om bæredygtig udvikling:

 

Bæredygtig udvikling handler om en miljømæssig og social retfærdig fremtid
- din, vores og deres fremtid.
Tager du stilling og handler, påvirker du udviklingen.
Gør du ikke, påvirker du den også!

Bæredygtig udvikling handler om fremtiden, forvaltet nu!
- at tage højde for resultatet af nutidige handlinger,
der rammer en anden, til en anden tid og et andet sted.

Stk. 3 Kultur- og musikforeningen vil med sit formål være med til at skabe fornyet offentlig fokus på og folkeoplysning om økologi, miljø og bæredygtig udvikling, uden pegefingre, men med basis i praktisk bæredygtighed og det gode liv.

Stk. 4 Kultur- og musikforeningen arbejder som udgangspunkt med arrangementer på Sydfyn, men kan også indgå i aktiviteter og arrangementer i resten af landet eller udlandet.

 

§ 3 - Økonomi og organisering

Stk. 1 Kultur- og musikforeningens midler tilvejebringes gennem andelsmedlemmernes tegning af andelsbeviser samt deres års kontingent og af almindelige støtteforeningsmedlemmers års kontingent. Desuden via fondsmidler, støttebeløb, sponsorstøtte og ved salg af diverse varer og tjenesteydelser, samt éntre indtægter.

Stk. 2 Eventuelt overskud skal gå til aktiviteter der opfylder formålet og filosofien for foreningens kulturelle virksomhed.

Stk. 3 Kultur- og musikforeningen indgår i et samarbejds- og formålsfællesskab med Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis / Øko-net.
Dette indebærer, at Øko-net varetager sekretariatsfunktionen for foreningen, ved at trække på Øko-nets faste sekretariatspersonale eller/og ved at have mindst én medarbejdere (fx én person i fleksjob eller jobtræning) ansat igennem Øko-net, samt at der for hvert medlem af kultur- og musikforeningen ydes et støttebeløb af minimum 50 kr. til Øko-net.

 

§ 4 Andelsmedlemmer og støtteforeningsmedlemmer

Stk.1 Som andelsmedlemmer optages personer der kan tilslutte sig kultur- og musikforeningen formål og som tegner en støtteandel á 1000 kr., der det første år også dækker det første årskontingent.

Stk. 2 Som støtteforeningsmedlemmer optages personer der kan tilslutte sig kultur- og musikforeningen formål og som betaler forenings årskontingent, der fastsættes af andelsforeningens bestyrelse, dog til minimum 50 kr. pr. år.

Stk. 3 Kun medlemmer af kultur- og musikforeningen kan deltage i forenings arrangementer, men ved arrangementer kan der laves undtagelser omkring deltagelse i arrangementet uden medlemskab. Ved deltagelse i arrangementer uden medlemskab, deltager man for dette ene arrangement i et midlertidig prøve medlemskab, der efterfølgende kan konventers til et rigtig medlemskab.

Stk. 4 Hverken andelsmedlemmer, støttemedlemmer eller andre personer hæfter for foreningens forpligtelser, dog kan andelsmedlemmer, støttemedlemmer og andre personer miste deres eventuelle indskud/kontingent. For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.

 

§ 5 Udmeldelse og udelukkelse

Stk. 1 Hvis et medlem ikke fornyer sit årskontingent, betragtes medlemskabet som opløst.

Stk. 2 Andelskapital tilbagebetales ikke ved udmeldelse.

Stk. 3 Et medlem kan af bestyrelsen udelukkes fra kultur og musikforeningen, hvis medlemmet ved omtale eller handling skader foreningens interesser eller anseelse.


§ 6 Generalforsamling

Stk 1. Generalforsamlingen er kultur- og musikforeningens øverste myndighed og afholdes hvert år i første kvartal. Indkaldelse til generalforsamlingen sker gennem direkte underretning af andelsmedlemmerne, mindst 1 måned forud. Forslag, som man ønsker drøftet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde 14 dage forud for mødet.

  Dagsorden for ordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning vedr. kultur- og musikforeningens aktiviteter i årets løb.
3. Fremlæggelse af årsregnskab.
4. Indkomne forslag.
5. Bestyrelsens motiverede forslag til kommende års budget og aktiviteter.
6. Fastsættelse af årskontingentet.
7. Valg til bestyrelse og 1 bestyrelsessuppleant.
8. Evt.

Stk. 2 Generalforsamlingen vælger en dirigent, der leder mødet. Enhver stemmeberettiget kan forlange skriftlig afstemning.

Stk. 3 De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 4 Hvert andelsmedlem i kultur- og musikforeningen har 1 stemme. Stemmeberettigelse kræver medlemskab i det forgangne år. Stemmeberettigede medlemmer er valgbare til kultur- og musikforeningen bestyrelse.

Stk. 5 Støtteforeningsmedlemmer i kultur- og musikforeningen har taleret men ikke stemmeret på generalforsamlingen.

Stk. 6 Der føres beslutningsreferat.

Stk. 7 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes når bestyrelsen eller mindst en 1/3 af andelsmedlemmerne begærer det.

Stk. 8 I forbindelse med godkendelse af regnskabet godkender generalforsamlingen bestyrelsens disponering af eventuelt overskud. Overskud kan aldrig udbetales til enkeltpersoner eller stifterne, men kun til formål der er dækket af foreningens formålsbestemmelse, jfr. § 2 stk. 6. Overskud kan udbetales til en fond eller til en forening med et almennyttigt formål inden for samme område som foreningen dækker.

 

§ 7 Bestyrelsens sammensætning og arbejdsopgave

Stk. 1 Generalforsamlingen vælger en bestyrelse bestående af mindst 3 medlemmer og 1 suppleant. Efter valg konstituerer bestyrelsen sig med formand og næstformand. I tilfælde af formandens fravær fungerer næstformanden som formand.

Stk. 2 Bestyrelsesvalg gælder for 2 år. Hvert andet år er hhv. et medlem og to medlemmer på valg. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. I tilfælde af stemmelighed gør formandens og i dennes fravær næstformandens stemme udslaget.

Stk. 4 Bestyrelsen fører referat over sine møder, der på det efterfølgende møde godkendes.

Stk. 5 Den daglige drift af kultur- og musikforeningen varetages af Øko-nets sekretariat, der ledes af Øko-nets sekretariatsleder.

Stk. 6 Bestyrelsen laver en fremadrettet handlingsplan og ønskeliste over aktiviteter i kultur- og musikforeningen og står for at organisere frivillige, fx fra lokale institutioner eller direkte blandt andelsmedlemmerne og støtteforeningsmedlemmerne, til at deltage i afviklingen af arrangementerne.

 

§ 8 Regnskab

Stk. 1 Kultur- og musikforeningens regnskabsår følger kalenderåret.

Stk. 2 Kultur- og musikforeningens regnskaber varetages af Øko-nets regnskabsmedarbejder og revideres af den samme revisor som Øko-net benytter. Revisionen betales efter regning.

 

§ 9 Vedtægtsændringer og opløsning

Stk. 1 Vedtægterne kan ændres på en generalforsamling, når forslaget er udsendt mindst 2 uger før generalforsamlingen og når mindst 2/3 af de fremmødte stemmer derfor.

Stk. 2 Opløsning af kultur- og musikforeningen kan ske ved beslutning af såvel den ordinære som af en ekstraordinært indkaldt generalforsamling. Vedtagelse af beslutning om kultur- og musikforeningens opløsning kræver, at mindst tre fjerdedele af andelsmedlemmerne er repræsenterede ved generalforsamlingen og at to tredjedele af disse stemmer for opløsningen af kultur- og musikforeningen.
Hvis ikke tre fjerdedele af kultur- og musikforeningen andelsmedlemmer er repræsenteret ved generalforsamlingen, indkalder bestyrelsen til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor opløsningen af kultur- og musikforeningen kan vedtages af to tredjedele af de repræsenterede.

Stk. 3 Såfremt opløsningen vedtages og der ved likvidationen er midler i behold ud over, hvad der er fornødent til dækning af kultur- og musikforeningen forpligtelser, skal midlerne skænkes til formål, der ligger på linie med kultur- og musikforeningens formål og, hvis Øko-net eksisterer, til denne forening.


Således vedtaget på den stiftende generalforsamling
på Højskolehjemmet i Ollerup, mandag den 03.03.03

 




Syneo